The Crocodile!
Så en nat hørte jeg fnis uden for mit vindue. Jeg vågnede -kikke på klokken- 01.05 -hmm hvem kunne det være? Jeg tog et klæde om mig og kikke ud -i Atrium gården stod Fussi (den gamle høvdings søn) og Samadu (hans ven og vores vagtmand)og grinede -jeg gik ud og foran mig lå en halvanden meter lang krokodille -ejg blev mega forskrækket og spurgte undersøgende ”is it alive?”Fussi måtte da tilstå at ”No, I shot it in the head -it is nice meat for you”. Således blev det til at vi næste dag inviterede Danladi, hans kæreste Rita, Ken, Fussi, Samadu og vagtmanden Bukari til krokodille-gilde. Der sker sørme mange uventede men fede ting i dejlige Tumu :)
Arkæologer!
Så var der den dag hvor Anette, Ida (en FSV´er der er nede og skrive BA-projekt) og jeg stod og lavede mad. Vi hørte en komme til køkkendøren, en ung køn hvid mand der sagde ”hejsa, kunne I tænke jer en fyraftens bajer?” vi stod med åben mund og polypper -kunne det tænkes at der var en dansker i Tumu? Det var der han hed Andreas og der var endda flere af dem. De var et helt team på 5 arkæologer der var nede og lave udgravning en halvtimes kørsel fra Tumu. Vi var med dem ude en dag og lå på alle fire i bagende sol med små skovle og pensler. Vi fandt mange fine potteskår, knogler og andet spændende -ret sjovt at være med til. Jeg skal nok ikke være akæolog i det her liv men for en enkelt dag var det virkelig interessant! Vi holdt en afskedsmiddag med dem i Tumu der afslørede at Andreas kunne spille guitar -det betød fælles sang, utrolig mange øl og hygge i vores dejlige have. Andreas og nogle af de andre fra teametkommer igen i 10 uger til sommer. Mon Tumu snart bliver en danskermagnet?
Mangoer og diarré
Jo så var der sidste lørdag hvor Ken og jeg fandt på at tage en tur på motorcyklen. Vi kørte bare derud af og fandt et mangotræ der stod ensomt i det ellers øde, savanne landskab. Vi kravelde op ad og op ad og sad der med kold (meget sød) kaffe, spiste mangoer og bare ævlede og ævlede -det er ret fantastisk mangotræernes blade er så tætte at når man sidder oppe i træet er der ingen der kan se en -så man kan virekolig lave spionage. Efter en par timer blandt mangoer kørte vi til ChinChan hvor Ken er opvokset, på vejen stoppede vi ved den lokale madbod og købte frisk grillet svinekød hvor de hakker rødløg og friske tomater hen over og man får det i en lille papirs pose.
I ChinChan besøgte Francis, der inviterede os indenfor. Så skete det -jeg skulle på toilettet. Ikke bare på toilettet -men jeg kunne mærke på min mave at jeg skulle på toilettet omgående ellers ville det gå galt (de der har haft turist diarre ved hvad jeg snakker om). Jeg spurgte høfligt efter et sted jeg kunne ”free myself” -at jeg da blev vist hen til et afsides rum hvor jeg ved man kun må tisse havde jeg ikke lige forudset. Jeg måtte gå tilbage -pænt anstrengt og forklare at jeg nok havde brug for et sted hvor jeg måtte gøre det andet ”because actually I need to shit” pinligt! Det blev ikke bedre af at jeg ikke havde toiletpapir med og at Francis måtte gå gennem alle sine gamle kladdehæfter for at finde papir jeg kunne benytte. Jeg måtte forklare at det var helt ligemeget hvad de gav mig bare jeg fik noget NU! Ken viste mig hen til et lille skur hvor der var et hul i jorden -der sad jeg så med Francis noter fra skolen -jeg var lettet og fik gjort hvad jeg skulle. Næste gang jeg tager på spontan tur husker jeg altså en rulle toilet papir.
onsdag den 28. maj 2008
Afrika bliver også hverdag
Jeg er simplethen så glad. Så glad for at jeg har fået chancen for at bo her i dejlige Tumu. Jeg bor jo her faktisk! Med det mener jeg, at den her oplevelse ikke længere har præg af en ”normal” udenlandrejse, som da jeg fx var backpacker i Sydamerika.
I starten hernede var alt nyt og spændende -som et eventyr jeg var rejst ind i. Nu er det blevet hverdag hernede og jeg har vænnet mig lugtene, varmen, farverne, rytmerne og lydende generelt. Jeg har opdaget, at forskelle, der i starten syntes så store, mindskes jo mere jeg kommer ind i denne verden. Jo, her er anderledes, der hænger mangoer i stedet for æbler på deres træer, de er sorte, vi er hvide og ja de spiser noget andet tapas, frikadeller og kylling i karry -men et træ er altså bare et træ -uanset hvilken frugt, der hænger på, et menneske et menneske på trods af farveforskel og aftensmad er blot aftensmad. Det kan lyde som om, at det tager eventyret lidt væk -det gør det også -men på en måde, der gør mig glad -glad for at opleve at Mette også er den samme - om hun bor i Danmark eller Ghana.
Det er længe siden jeg har skrevet en blog. Det gør det svært, at beskrive hvad jeg har oplevet de sidste par måender -ved ikke hvor jeg skal starte. Når jeg tænker tilbage er det første, der popper op udviklingen af mit forhold til ghaneserne hernede. Jeg trives i den lille by, hvor jeg føler mig vellidt og holdt af. Jeg føler mig hjemme, føler at jeg hører til blandt de 4-5 venner jeg er blevet nærre med. Samtidig kan jeg stadig opleve situationer, hvor jeg finder det svært at navigere. Jeg har oplevet maschuvanisme på højt plan, jeg har oplevet mangel på respekt for mig som hvid kvinde. Jeg har oplevet at blive provokeret på det groveste, oplevet at jeg, uden min vilje, har provokoret blot fordi jeg stadig ikke 100% ved hvordan man bør opføre sig i visse situationer.
Der er meget forskel på de venskabelige relationer jeg har fået og de arbejdsmæssige bekendtskaber. Blandt mine venner oplever jeg stor gensidig respekt -begge parter nyder hinandens selskab og interesserer sig for hindanen. I arbejdsmæssige sammenhænge derimod er det helt tydeligt at de bruger os til det, vi kan bruges til, men ikke har intentioner om at give noget tilbage. I jobs jeg har været i i Danmark, har jeg oplevet, at hvis jeg gør noget ekstra for en samarbejdspartner eller kollega, kan man forvente, at tjenesten en dag vil blive gengældt -således er det IKKE hernede DHMT, som er sundhedsadministrationen vi samarbejder med, tager glædeligt imod alt vores hjælp, vi knokler til tider for dem -for at gøre deres arbejde nemmere for dem -men ikke en eneste gang har vi oplevet dem gøre noget tilgengæld. Det kan være utrolig anstrengende at give og give og give men ikke kunne forvente at få noget igen. Jeg kan tiltider blive enormt stødt og føle mig tarveligt behandlet af den grund -men hvor jeg må vende tilbage til udgangspunktet for at tage herned -det er jo for at hjælpe og støtte sundhedsadministrationen -vi er der for dem -ikke omvendt. Det betyder, at vi nogle gange selv må klappe hinanden på skuldrende og sige ”godt gået” -ellers ville vi ingen anerkendelse få af vores indsats. Heldigvis arbejder vi ikke kun og de venner jeg har fået herende, giver mig mere, end jeg havde turdet håbe på!
Min mor og Mogens har været på besøg i 2 uger. Det var en succes. Danladi og jeg kørte til Tamale -en by halvvejs nord på fra hovedstadet Accra for at hente dem. På vejen begyndte det at blæse helt vanvittigt op til uvejr -det var ret vildt på 10 minutter skiftede det fra strålende sol til en blæst så stærk at folk væltede på cyklerne og kæmpede sig frem for at søge ly. Dernæst blev himlen sort og lyn blinkede hver 20 sekund. Vi kom frem til vores hotel, hvor strømmen var gået, så de kunne ikke finde vores bestilling -vi måtte vente til strømmen kom igen. Vi var trætte efter at have kørt hele dagen og havde brug for en STAR (den bedste øl hernede), jeg løb ud af bilen hen til en bar og købte 2 stk -løb tilbage i bilen -sammen lagt var jeg nok 30 sekunder i regnen og var allerede plask våd -det regnede så voldsomt, som jeg aldrig før har oplevet. Vi lavede landcruiseren om til ”Metti og Danladi bar” og hyggede med høj musik. Senere på aftenen faldt uvejret og vi endte med at drikke os en ordentlig skid på -I ved sådan en brandert, der ENDER med rom-shots -SMART! Det var derfor med stjerne hovedpine, at vi næste morgen kørte mod lufthavnen for at hente min mor og Mogens. Hovedpinen forsvant dog hurtigt, da jeg så dem komme ud af flyveren -jeg blev helt varm inden i -havde glædet mig så meget til at se dem, og pludselig var de der -iih jeg smilede over hele kryderen :)
De var her som skrevet i 2 uger. De har været med i subdistriktet Nabulo til Growth monitoring -hvor mor stod og vejede små negerbørn, mens Mogens registrede deres vægt, været med til at identificere et barn, der på grund af underernæring var ved at miste livet. De har spist TZ med fingerene, været med på den lokale bar, Tannis, hvor vi spiste perlehøne og drak øl. De har været på det lokale børnehjem med legetøjsgaver, besøgt min skrædder, Mogens har drønet rundt på motor cykel og kørt landcruiseren rundt i districtet. Vi har besøgt små landsbyer, været på det travle Tumu markede og drukket Pito ved solnedgangen. De har slappet den i solen, mens jeg har været på arbejde, mor har serveret dejlig kylling i karry, vi har været i Mole nationalpark og set kæmpe elefanter, vildsvin og antiloper. De har snakket med alle mine venner, fået traditionelt tøj af Alex og i slutnignen af ferien, tog vi at par dage ved den dejlige strand Anamabo, hvor vi nød hummere, hvidvin, solbadning og bare aflapning, der gjorde det muligt for dem at fordøje alle de oplevelser turen til Ghana havde bragt dem.
Jeg har snakket med dem efter de er kommet hjem og begge to udtrykker, at det har været deres livs oplevelse. Endnu en ting i rækken, der bidrager til den glæde, jeg i starten af denne blog nævner :)
I starten hernede var alt nyt og spændende -som et eventyr jeg var rejst ind i. Nu er det blevet hverdag hernede og jeg har vænnet mig lugtene, varmen, farverne, rytmerne og lydende generelt. Jeg har opdaget, at forskelle, der i starten syntes så store, mindskes jo mere jeg kommer ind i denne verden. Jo, her er anderledes, der hænger mangoer i stedet for æbler på deres træer, de er sorte, vi er hvide og ja de spiser noget andet tapas, frikadeller og kylling i karry -men et træ er altså bare et træ -uanset hvilken frugt, der hænger på, et menneske et menneske på trods af farveforskel og aftensmad er blot aftensmad. Det kan lyde som om, at det tager eventyret lidt væk -det gør det også -men på en måde, der gør mig glad -glad for at opleve at Mette også er den samme - om hun bor i Danmark eller Ghana.
Det er længe siden jeg har skrevet en blog. Det gør det svært, at beskrive hvad jeg har oplevet de sidste par måender -ved ikke hvor jeg skal starte. Når jeg tænker tilbage er det første, der popper op udviklingen af mit forhold til ghaneserne hernede. Jeg trives i den lille by, hvor jeg føler mig vellidt og holdt af. Jeg føler mig hjemme, føler at jeg hører til blandt de 4-5 venner jeg er blevet nærre med. Samtidig kan jeg stadig opleve situationer, hvor jeg finder det svært at navigere. Jeg har oplevet maschuvanisme på højt plan, jeg har oplevet mangel på respekt for mig som hvid kvinde. Jeg har oplevet at blive provokeret på det groveste, oplevet at jeg, uden min vilje, har provokoret blot fordi jeg stadig ikke 100% ved hvordan man bør opføre sig i visse situationer.
Der er meget forskel på de venskabelige relationer jeg har fået og de arbejdsmæssige bekendtskaber. Blandt mine venner oplever jeg stor gensidig respekt -begge parter nyder hinandens selskab og interesserer sig for hindanen. I arbejdsmæssige sammenhænge derimod er det helt tydeligt at de bruger os til det, vi kan bruges til, men ikke har intentioner om at give noget tilbage. I jobs jeg har været i i Danmark, har jeg oplevet, at hvis jeg gør noget ekstra for en samarbejdspartner eller kollega, kan man forvente, at tjenesten en dag vil blive gengældt -således er det IKKE hernede DHMT, som er sundhedsadministrationen vi samarbejder med, tager glædeligt imod alt vores hjælp, vi knokler til tider for dem -for at gøre deres arbejde nemmere for dem -men ikke en eneste gang har vi oplevet dem gøre noget tilgengæld. Det kan være utrolig anstrengende at give og give og give men ikke kunne forvente at få noget igen. Jeg kan tiltider blive enormt stødt og føle mig tarveligt behandlet af den grund -men hvor jeg må vende tilbage til udgangspunktet for at tage herned -det er jo for at hjælpe og støtte sundhedsadministrationen -vi er der for dem -ikke omvendt. Det betyder, at vi nogle gange selv må klappe hinanden på skuldrende og sige ”godt gået” -ellers ville vi ingen anerkendelse få af vores indsats. Heldigvis arbejder vi ikke kun og de venner jeg har fået herende, giver mig mere, end jeg havde turdet håbe på!
Min mor og Mogens har været på besøg i 2 uger. Det var en succes. Danladi og jeg kørte til Tamale -en by halvvejs nord på fra hovedstadet Accra for at hente dem. På vejen begyndte det at blæse helt vanvittigt op til uvejr -det var ret vildt på 10 minutter skiftede det fra strålende sol til en blæst så stærk at folk væltede på cyklerne og kæmpede sig frem for at søge ly. Dernæst blev himlen sort og lyn blinkede hver 20 sekund. Vi kom frem til vores hotel, hvor strømmen var gået, så de kunne ikke finde vores bestilling -vi måtte vente til strømmen kom igen. Vi var trætte efter at have kørt hele dagen og havde brug for en STAR (den bedste øl hernede), jeg løb ud af bilen hen til en bar og købte 2 stk -løb tilbage i bilen -sammen lagt var jeg nok 30 sekunder i regnen og var allerede plask våd -det regnede så voldsomt, som jeg aldrig før har oplevet. Vi lavede landcruiseren om til ”Metti og Danladi bar” og hyggede med høj musik. Senere på aftenen faldt uvejret og vi endte med at drikke os en ordentlig skid på -I ved sådan en brandert, der ENDER med rom-shots -SMART! Det var derfor med stjerne hovedpine, at vi næste morgen kørte mod lufthavnen for at hente min mor og Mogens. Hovedpinen forsvant dog hurtigt, da jeg så dem komme ud af flyveren -jeg blev helt varm inden i -havde glædet mig så meget til at se dem, og pludselig var de der -iih jeg smilede over hele kryderen :)
De var her som skrevet i 2 uger. De har været med i subdistriktet Nabulo til Growth monitoring -hvor mor stod og vejede små negerbørn, mens Mogens registrede deres vægt, været med til at identificere et barn, der på grund af underernæring var ved at miste livet. De har spist TZ med fingerene, været med på den lokale bar, Tannis, hvor vi spiste perlehøne og drak øl. De har været på det lokale børnehjem med legetøjsgaver, besøgt min skrædder, Mogens har drønet rundt på motor cykel og kørt landcruiseren rundt i districtet. Vi har besøgt små landsbyer, været på det travle Tumu markede og drukket Pito ved solnedgangen. De har slappet den i solen, mens jeg har været på arbejde, mor har serveret dejlig kylling i karry, vi har været i Mole nationalpark og set kæmpe elefanter, vildsvin og antiloper. De har snakket med alle mine venner, fået traditionelt tøj af Alex og i slutnignen af ferien, tog vi at par dage ved den dejlige strand Anamabo, hvor vi nød hummere, hvidvin, solbadning og bare aflapning, der gjorde det muligt for dem at fordøje alle de oplevelser turen til Ghana havde bragt dem.
Jeg har snakket med dem efter de er kommet hjem og begge to udtrykker, at det har været deres livs oplevelse. Endnu en ting i rækken, der bidrager til den glæde, jeg i starten af denne blog nævner :)
tirsdag den 6. maj 2008
Abonner på:
Opslag (Atom)