Arbejdsmoral, vilje til forandring og dovenskab?

Jeg er lige kommet hjem fra Kwamen Danso. I Kwamen Danso, der ligger 9 timers kørsel fra Tumu bor Anthony. Anthony er, i Sene-distriketet, den eneste læge. Han er hospitals direktør og samtidig direktør for hele sundhedsadministrationen. Han gør det således ud for 3 mand høj –hvis ikke flere, da der garanteret er behov for mere end én læge i distriktet. Jeg spurgte ham hvorfor han gad? Anthony arbejder som han gør, fordi han tror på, at det, at gøre en indsats, kan rykke ved noget: ”Mette, everyday I go to work I feel needed. It gives me a very speciel feeling of satisfaction. I do it for selfish reasons –so dont ever feel sorry for me, don’t think that I am sacrifying anything. To feel, that what you are doing, actually make sence –that gives you a satisfaction that is worth more than a big salary check.”
Det er et generelt spørgsmål, blandt danskere jeg kender at ”er det ikke noget med at mændene dernede ikke laver noget –men bare dovner den?” Jeg kan jo kun udtale mig om hvad mine øjne ser og nej generelt synes jeg ikke de ”dovner den” men de arbejder nok mindre end de burde. Jeg tror dog at det er en manglende følelse af sammenhæng, manglende følelse af kontrol over eget liv der får indflydelse på arbejdsindsatsen – motivet for at arbejde kan fornemmes. Lad mig komme med et eksempel:
I Ghanas sundhedssystem er alle, der uddanner sig som sundhedspersonale garanteret ansættelse. De får en fast løn, kan ikke fyres og bliver stationeret i et distrikt, der vælges fra nationalt plan. Som fx Sygeplejerske har du ingen mulighed for, at få indflydelse på dit eget karriere forløb. Der er ikke, som i Danmark, mulighed for at sige” jeg vælger, at tage 3 år i en kommune, der dog lægger langt fra familie og venner –til gengæld får jeg mere i løn og jeg får erfaring fra et område jeg ikke kender til”.
I Ghana er det lige meget hvor i landet du er –du får samme løn. Det er samtidig lige meget hvor meget du arbejder. Direktøren på sundhedsadministrationen har ikke mulighed for at fyre dig, ej heller opgradere dig. Således kan du i princippet tage på arbejde –skrive dig ind i ”møde bogen” og tage hjem igen eller du kan arbejde 24 timer i døgnet –du vil få den samme løn. Derfor er det op til den enkeltes arbejdsmoral, den enkeltes ønske om at udrette noget eller den enkeltes forsøg på at gøre en forskel. Efter min opfattelse er det for de færreste – ikke kun for afrikanere- at ønsket om at arbejde er nok for at få folket til at yde deres bedste. De fleste, jeg kender til, der arbejder hårdt og meget, gør det fordi de får en bedre løn, for at de kan få mere udfordring (opgradering) eller for at få anden form for personlig gevinst. Det er de færreste der tager på arbejde og yder deres bedste hvis de fik samme løn for blot at ligge der hjemme og se fjernsyn.
Men som beskrevet findes der også mænd som Anthony i Afrika og det skal de prise sig lykkelige for. Det er interessant hvorfra en sådan sejhed, vilje og tro på forandring kommer fra. Den kan selvfølgelig være medfødt –men det har jeg svært ved at forholde mig til. Familie mønsteret hernede er også specielt –det kan være svært at skille sig ud og svært at få opbakning til at gøre en forskel. Faderen er det ultimative overhoved –og det har han bestemt ikke lyst til at lave om på. Der er både inden for familie og relationer generelt en ubeskrivelig jalousi på de personer, der skiller sig ud. Klaus Winkel beskriver i sin meget populære bog ”Hvorfor er det så svært for Afrika?” dette forhold, som et fodboldhold hvor alle er bange for at spille til hinanden. Frygten for at den anden vil score er for høj. Det er således igen ens eget behov eller lyst til at gøre forskel, der er drivkraften bag de unge mænd og kvinder, der her i Tumu ”skiller sig ud”. Det er rigtig trist, da der skal mange af disse personer til, for at få dette land –eller hele dette kontinent- ført mod bedre tider.
Men den findes altså hos enkelt personer hernede der tør, tror og kan - de skal nok finde hinanden og sammen føre deres tanker videre. Jeg tror i hvert fald på Anthony.