Mette i Afrika

NYT PROJEKT - NYT LAND

2010-04-20T04:39:00.000-07:00

Nu skal jeg til den igen.
Efter at have været hjemme i et års tid er tiden kommet til, at jeg drager mod det skønne kontinent igen.

Jeg tager den 29/4 -2010 til Jimma, Etiopien. Forhåbentlig vil der derfor igen komme gang i hjemmesiden og jeg vil forsøge at være bedre til faktisk at skrive på den...

Skriv mig også gerne en mail og kom endelig på besøg!

Mange kram

Mette

Arbejdsmoral, vilje til forandring og dovenskab?

2008-09-07T05:43:00.000-07:00

Jeg er lige kommet hjem fra Kwamen Danso. I Kwamen Danso, der ligger 9 timers kørsel fra Tumu bor Anthony. Anthony er, i Sene-distriketet, den eneste læge. Han er hospitals direktør og samtidig direktør for hele sundhedsadministrationen. Han gør det således ud for 3 mand høj –hvis ikke flere, da der garanteret er behov for mere end én læge i distriktet. Jeg spurgte ham hvorfor han gad? Anthony arbejder som han gør, fordi han tror på, at det, at gøre en indsats, kan rykke ved noget: ”Mette, everyday I go to work I feel needed. It gives me a very speciel feeling of satisfaction. I do it for selfish reasons –so dont ever feel sorry for me, don’t think that I am sacrifying anything. To feel, that what you are doing, actually make sence –that gives you a satisfaction that is worth more than a big salary check.”
Det er et generelt spørgsmål, blandt danskere jeg kender at ”er det ikke noget med at mændene dernede ikke laver noget –men bare dovner den?” Jeg kan jo kun udtale mig om hvad mine øjne ser og nej generelt synes jeg ikke de ”dovner den” men de arbejder nok mindre end de burde. Jeg tror dog at det er en manglende følelse af sammenhæng, manglende følelse af kontrol over eget liv der får indflydelse på arbejdsindsatsen – motivet for at arbejde kan fornemmes. Lad mig komme med et eksempel:
I Ghanas sundhedssystem er alle, der uddanner sig som sundhedspersonale garanteret ansættelse. De får en fast løn, kan ikke fyres og bliver stationeret i et distrikt, der vælges fra nationalt plan. Som fx Sygeplejerske har du ingen mulighed for, at få indflydelse på dit eget karriere forløb. Der er ikke, som i Danmark, mulighed for at sige” jeg vælger, at tage 3 år i en kommune, der dog lægger langt fra familie og venner –til gengæld får jeg mere i løn og jeg får erfaring fra et område jeg ikke kender til”.
I Ghana er det lige meget hvor i landet du er –du får samme løn. Det er samtidig lige meget hvor meget du arbejder. Direktøren på sundhedsadministrationen har ikke mulighed for at fyre dig, ej heller opgradere dig. Således kan du i princippet tage på arbejde –skrive dig ind i ”møde bogen” og tage hjem igen eller du kan arbejde 24 timer i døgnet –du vil få den samme løn. Derfor er det op til den enkeltes arbejdsmoral, den enkeltes ønske om at udrette noget eller den enkeltes forsøg på at gøre en forskel. Efter min opfattelse er det for de færreste – ikke kun for afrikanere- at ønsket om at arbejde er nok for at få folket til at yde deres bedste. De fleste, jeg kender til, der arbejder hårdt og meget, gør det fordi de får en bedre løn, for at de kan få mere udfordring (opgradering) eller for at få anden form for personlig gevinst. Det er de færreste der tager på arbejde og yder deres bedste hvis de fik samme løn for blot at ligge der hjemme og se fjernsyn.
Men som beskrevet findes der også mænd som Anthony i Afrika og det skal de prise sig lykkelige for. Det er interessant hvorfra en sådan sejhed, vilje og tro på forandring kommer fra. Den kan selvfølgelig være medfødt –men det har jeg svært ved at forholde mig til. Familie mønsteret hernede er også specielt –det kan være svært at skille sig ud og svært at få opbakning til at gøre en forskel. Faderen er det ultimative overhoved –og det har han bestemt ikke lyst til at lave om på. Der er både inden for familie og relationer generelt en ubeskrivelig jalousi på de personer, der skiller sig ud. Klaus Winkel beskriver i sin meget populære bog ”Hvorfor er det så svært for Afrika?” dette forhold, som et fodboldhold hvor alle er bange for at spille til hinanden. Frygten for at den anden vil score er for høj. Det er således igen ens eget behov eller lyst til at gøre forskel, der er drivkraften bag de unge mænd og kvinder, der her i Tumu ”skiller sig ud”. Det er rigtig trist, da der skal mange af disse personer til, for at få dette land –eller hele dette kontinent- ført mod bedre tider.
Men den findes altså hos enkelt personer hernede der tør, tror og kan - de skal nok finde hinanden og sammen føre deres tanker videre. Jeg tror i hvert fald på Anthony.

Three small African Stories

2008-05-28T16:01:00.000-07:00

The Crocodile!
Så en nat hørte jeg fnis uden for mit vindue. Jeg vågnede -kikke på klokken- 01.05 -hmm hvem kunne det være? Jeg tog et klæde om mig og kikke ud -i Atrium gården stod Fussi (den gamle høvdings søn) og Samadu (hans ven og vores vagtmand)og grinede -jeg gik ud og foran mig lå en halvanden meter lang krokodille -ejg blev mega forskrækket og spurgte undersøgende ”is it alive?”Fussi måtte da tilstå at ”No, I shot it in the head -it is nice meat for you”. Således blev det til at vi næste dag inviterede Danladi, hans kæreste Rita, Ken, Fussi, Samadu og vagtmanden Bukari til krokodille-gilde. Der sker sørme mange uventede men fede ting i dejlige Tumu :)

Arkæologer!
Så var der den dag hvor Anette, Ida (en FSV´er der er nede og skrive BA-projekt) og jeg stod og lavede mad. Vi hørte en komme til køkkendøren, en ung køn hvid mand der sagde ”hejsa, kunne I tænke jer en fyraftens bajer?” vi stod med åben mund og polypper -kunne det tænkes at der var en dansker i Tumu? Det var der han hed Andreas og der var endda flere af dem. De var et helt team på 5 arkæologer der var nede og lave udgravning en halvtimes kørsel fra Tumu. Vi var med dem ude en dag og lå på alle fire i bagende sol med små skovle og pensler. Vi fandt mange fine potteskår, knogler og andet spændende -ret sjovt at være med til. Jeg skal nok ikke være akæolog i det her liv men for en enkelt dag var det virkelig interessant! Vi holdt en afskedsmiddag med dem i Tumu der afslørede at Andreas kunne spille guitar -det betød fælles sang, utrolig mange øl og hygge i vores dejlige have. Andreas og nogle af de andre fra teametkommer igen i 10 uger til sommer. Mon Tumu snart bliver en danskermagnet?

Mangoer og diarré
Jo så var der sidste lørdag hvor Ken og jeg fandt på at tage en tur på motorcyklen. Vi kørte bare derud af og fandt et mangotræ der stod ensomt i det ellers øde, savanne landskab. Vi kravelde op ad og op ad og sad der med kold (meget sød) kaffe, spiste mangoer og bare ævlede og ævlede -det er ret fantastisk mangotræernes blade er så tætte at når man sidder oppe i træet er der ingen der kan se en -så man kan virekolig lave spionage. Efter en par timer blandt mangoer kørte vi til ChinChan hvor Ken er opvokset, på vejen stoppede vi ved den lokale madbod og købte frisk grillet svinekød hvor de hakker rødløg og friske tomater hen over og man får det i en lille papirs pose.
I ChinChan besøgte Francis, der inviterede os indenfor. Så skete det -jeg skulle på toilettet. Ikke bare på toilettet -men jeg kunne mærke på min mave at jeg skulle på toilettet omgående ellers ville det gå galt (de der har haft turist diarre ved hvad jeg snakker om). Jeg spurgte høfligt efter et sted jeg kunne ”free myself” -at jeg da blev vist hen til et afsides rum hvor jeg ved man kun må tisse havde jeg ikke lige forudset. Jeg måtte gå tilbage -pænt anstrengt og forklare at jeg nok havde brug for et sted hvor jeg måtte gøre det andet ”because actually I need to shit” pinligt! Det blev ikke bedre af at jeg ikke havde toiletpapir med og at Francis måtte gå gennem alle sine gamle kladdehæfter for at finde papir jeg kunne benytte. Jeg måtte forklare at det var helt ligemeget hvad de gav mig bare jeg fik noget NU! Ken viste mig hen til et lille skur hvor der var et hul i jorden -der sad jeg så med Francis noter fra skolen -jeg var lettet og fik gjort hvad jeg skulle. Næste gang jeg tager på spontan tur husker jeg altså en rulle toilet papir.

Afrika bliver også hverdag

2008-05-28T15:49:00.000-07:00

Jeg er simplethen så glad. Så glad for at jeg har fået chancen for at bo her i dejlige Tumu. Jeg bor jo her faktisk! Med det mener jeg, at den her oplevelse ikke længere har præg af en ”normal” udenlandrejse, som da jeg fx var backpacker i Sydamerika.
I starten hernede var alt nyt og spændende -som et eventyr jeg var rejst ind i. Nu er det blevet hverdag hernede og jeg har vænnet mig lugtene, varmen, farverne, rytmerne og lydende generelt. Jeg har opdaget, at forskelle, der i starten syntes så store, mindskes jo mere jeg kommer ind i denne verden. Jo, her er anderledes, der hænger mangoer i stedet for æbler på deres træer, de er sorte, vi er hvide og ja de spiser noget andet tapas, frikadeller og kylling i karry -men et træ er altså bare et træ -uanset hvilken frugt, der hænger på, et menneske et menneske på trods af farveforskel og aftensmad er blot aftensmad. Det kan lyde som om, at det tager eventyret lidt væk -det gør det også -men på en måde, der gør mig glad -glad for at opleve at Mette også er den samme - om hun bor i Danmark eller Ghana.

Det er længe siden jeg har skrevet en blog. Det gør det svært, at beskrive hvad jeg har oplevet de sidste par måender -ved ikke hvor jeg skal starte. Når jeg tænker tilbage er det første, der popper op udviklingen af mit forhold til ghaneserne hernede. Jeg trives i den lille by, hvor jeg føler mig vellidt og holdt af. Jeg føler mig hjemme, føler at jeg hører til blandt de 4-5 venner jeg er blevet nærre med. Samtidig kan jeg stadig opleve situationer, hvor jeg finder det svært at navigere. Jeg har oplevet maschuvanisme på højt plan, jeg har oplevet mangel på respekt for mig som hvid kvinde. Jeg har oplevet at blive provokeret på det groveste, oplevet at jeg, uden min vilje, har provokoret blot fordi jeg stadig ikke 100% ved hvordan man bør opføre sig i visse situationer.
Der er meget forskel på de venskabelige relationer jeg har fået og de arbejdsmæssige bekendtskaber. Blandt mine venner oplever jeg stor gensidig respekt -begge parter nyder hinandens selskab og interesserer sig for hindanen. I arbejdsmæssige sammenhænge derimod er det helt tydeligt at de bruger os til det, vi kan bruges til, men ikke har intentioner om at give noget tilbage. I jobs jeg har været i i Danmark, har jeg oplevet, at hvis jeg gør noget ekstra for en samarbejdspartner eller kollega, kan man forvente, at tjenesten en dag vil blive gengældt -således er det IKKE hernede DHMT, som er sundhedsadministrationen vi samarbejder med, tager glædeligt imod alt vores hjælp, vi knokler til tider for dem -for at gøre deres arbejde nemmere for dem -men ikke en eneste gang har vi oplevet dem gøre noget tilgengæld. Det kan være utrolig anstrengende at give og give og give men ikke kunne forvente at få noget igen. Jeg kan tiltider blive enormt stødt og føle mig tarveligt behandlet af den grund -men hvor jeg må vende tilbage til udgangspunktet for at tage herned -det er jo for at hjælpe og støtte sundhedsadministrationen -vi er der for dem -ikke omvendt. Det betyder, at vi nogle gange selv må klappe hinanden på skuldrende og sige ”godt gået” -ellers ville vi ingen anerkendelse få af vores indsats. Heldigvis arbejder vi ikke kun og de venner jeg har fået herende, giver mig mere, end jeg havde turdet håbe på!

Min mor og Mogens har været på besøg i 2 uger. Det var en succes. Danladi og jeg kørte til Tamale -en by halvvejs nord på fra hovedstadet Accra for at hente dem. På vejen begyndte det at blæse helt vanvittigt op til uvejr -det var ret vildt på 10 minutter skiftede det fra strålende sol til en blæst så stærk at folk væltede på cyklerne og kæmpede sig frem for at søge ly. Dernæst blev himlen sort og lyn blinkede hver 20 sekund. Vi kom frem til vores hotel, hvor strømmen var gået, så de kunne ikke finde vores bestilling -vi måtte vente til strømmen kom igen. Vi var trætte efter at have kørt hele dagen og havde brug for en STAR (den bedste øl hernede), jeg løb ud af bilen hen til en bar og købte 2 stk -løb tilbage i bilen -sammen lagt var jeg nok 30 sekunder i regnen og var allerede plask våd -det regnede så voldsomt, som jeg aldrig før har oplevet. Vi lavede landcruiseren om til ”Metti og Danladi bar” og hyggede med høj musik. Senere på aftenen faldt uvejret og vi endte med at drikke os en ordentlig skid på -I ved sådan en brandert, der ENDER med rom-shots -SMART! Det var derfor med stjerne hovedpine, at vi næste morgen kørte mod lufthavnen for at hente min mor og Mogens. Hovedpinen forsvant dog hurtigt, da jeg så dem komme ud af flyveren -jeg blev helt varm inden i -havde glædet mig så meget til at se dem, og pludselig var de der -iih jeg smilede over hele kryderen :)

De var her som skrevet i 2 uger. De har været med i subdistriktet Nabulo til Growth monitoring -hvor mor stod og vejede små negerbørn, mens Mogens registrede deres vægt, været med til at identificere et barn, der på grund af underernæring var ved at miste livet. De har spist TZ med fingerene, været med på den lokale bar, Tannis, hvor vi spiste perlehøne og drak øl. De har været på det lokale børnehjem med legetøjsgaver, besøgt min skrædder, Mogens har drønet rundt på motor cykel og kørt landcruiseren rundt i districtet. Vi har besøgt små landsbyer, været på det travle Tumu markede og drukket Pito ved solnedgangen. De har slappet den i solen, mens jeg har været på arbejde, mor har serveret dejlig kylling i karry, vi har været i Mole nationalpark og set kæmpe elefanter, vildsvin og antiloper. De har snakket med alle mine venner, fået traditionelt tøj af Alex og i slutnignen af ferien, tog vi at par dage ved den dejlige strand Anamabo, hvor vi nød hummere, hvidvin, solbadning og bare aflapning, der gjorde det muligt for dem at fordøje alle de oplevelser turen til Ghana havde bragt dem.

Jeg har snakket med dem efter de er kommet hjem og begge to udtrykker, at det har været deres livs oplevelse. Endnu en ting i rækken, der bidrager til den glæde, jeg i starten af denne blog nævner :)

2008-05-06T11:34:00.000-07:00

2008-05-06T11:33:00.000-07:00

2008-05-06T11:32:00.000-07:00

2008-05-06T11:30:00.000-07:00

2008-05-06T11:29:00.000-07:00

2008-05-06T11:27:00.000-07:00

2008-05-06T11:26:00.000-07:00

2008-05-06T11:25:00.000-07:00

Dejlige unger og min gård

2008-05-06T11:23:00.000-07:00

Elefanter og søde Kens fødselsdag

2008-05-06T11:22:00.000-07:00

Nazinga National Park med Ansatte

2008-05-06T11:21:00.000-07:00

STORE Elefanter og antiloper

2008-05-06T11:19:00.000-07:00

Motorcykel træning -mit første styrt!

2008-05-06T11:14:00.000-07:00

Spontanitet, pito og vildsvin

2008-03-30T08:56:00.000-07:00

Pito, det er den lokale ”øl”. Det minder dog mere om en sur hvidvin. Den drikkes af en kalabash som er en frugt skald, der er på størrelse med en cornflakes-skål. Der er overraskende mange pitobarer i Tumu -det ses ved at de heler en gallon op på en pind ved vejen -der er således lavet et skilt. Det er faktisk lækkert -mest fordi det er hyggeligt. Vi sidder så på lange bænke og hygger med hver vores kalabash. I dag efter arbejde fik vi sådan lyst og gik derfor ned til den nærmeste sammen med Danladi og Ken. Jeg kender ikke alkohol procenten -og den varrierer vist også en del, men en stille rus -som efter et par glas hvidvin i sommervarmen- er det vist blevet til her i eftermiddag.

Tumu ligger lige ved grænsen til Burkina Faso -derved nyder vi godt af fransmændenes indflydelse i nabolandet. De har en helt anden kultur og er meget bedre til at udnytte deres jord. Det betyder at vi kan tage til Burkina i weekenden og tage på markedet i Leo -ja det hedder byen altså :). I forrig weekend tilbød vi så at tage Ken, Abu og Godfred med. Ken er håndværler og er blevet en rigtig god ven. Abu er sygeplejerske. Godfred er søn til en ven af huset der hedder Rebekka.
Vi kørte afsted lørdag formiddag, først forbi cd butikken hvor Ken blev sendt ind for at købe noget ”driving music”siden viderere ud af LeoRoad mod Burkina. De tre unge mænd var ellevilde -de havde aldrig før været udenlands og dagen skulle foreviges med billeder ved Burkina flaget.Da vi kom hjem lavede vi lækker middag og så Ringenes Herre -hvilket bestemt viste sig at være et hit. Det er ikke kun i vesten at man imponeres af Legolas´evner til at skyde med bue og pil, Ken vil kalde sin førstefødte Gandalf -men har dog sidenhen haft mareridt om de store uhyggelige fuglevæsner Nazgul.

Danladi er DHMTs driver. DHMT eller District Health Management Team, er vores daglige samarbejdspartnere. Danladi er ca. 28 og er en god ven af huset. Han er det dejligste menneske som altid er med på noget hyggeligt. Det resulterede i weekenden i at han vækkede mig kl. 9.00 søndag morgen med et opkald ”Mettii, are you in the house?” det måtte jeg jo indrømme men tilføjede at jeg dog stadig lå i sengen så han måtte lige vente en time med at dukke op. Vi tog ned til dammen og sad i solen og kikkede på små børn og voksne der fiskede, kvinder der vaskede tøj og andre der havde fået samme ide som os og bare sad og nød den kolde brise ved breden. Der var en dejlig søndagsstemning -lidt ligesom rundt om søerne i KBH. Jeg ville lige forbi Ken med et billede jeg havde fået fremkaldt til ham og en cd -da vi havde været der i blot 5 min kom Fussi som er den gamle høvdings søn ind. Han havde spottet IMCC bilen og ville tilbyde mig at købe vildsvine kød. Det måtte vi over og kikke på og jeg købte et stort flot lår. Jeg sad så der og skulle fjerne det behårede hud under supervision af både Fussi, Danladi og Ken -mente dog at det kunne jeg sagtens selv ordne. Fussi tilbød at jeg kunne komme med til en lille by hvor de ville nyde hovedet til frokost. Således var selskabet Danladi, Ken, Fussi, jægeren Thomas og jeg ppå vej ud til Sakai for at spise vildsvine hoved til frokost. Mest af alt nød jeg kæberne mens de andre glædeligt guffede både hud, ben, ører og andet der ikke umiddelbart var genkendeligt.

På den måde kan en dag i Tumu hvor jeg intet havde planlagt udvikle sig til en dag med dejlige venner, nye områder og god mad i både mave og fryser :)

Hvor lille skal man være for at bo på en stjerne?

2008-02-25T10:52:00.000-08:00

Jeg elsker min I-pod -den er mega lækker, flot og verdens smarteste -frem for en discman når man kører på bumleveje -men mest af alt elsker jeg den, fordi jeg har opdaget hvor vigigt musik er for mig når jeg er langt væk fra jer alle sammen. Det er helt utroligt, som forskellige numre kan få mig i stemning. Det er dejligt at have minder -nogle gange fælder jeg en lille tåre over, at der er lang tid til at jeg skal hjem -men mest af alt smiler jeg bare ved tanken om alle de fede oplevelser, jeg har med jer derhjemme og glæder mig til at ringe op og høre hvordan det går. Ligenu sidder jeg og hører D-A-D ret sjovt egentlig, da jeg aldrig rigtig hører det derhjemme, men jeg er bare sådan i Roskilde stemning og hopper lidt rundt på værelset og synger med ”Youuuu were almost on my mind YEEAAAHHH...” Fedt!

Jeg har nu været i Ghana i snart 2 måneder, og det bliver kun bedre og bedre. Jeg bliver stadig forbløffet over, hvor nemme ghaneserne er at omgås. Jeg har fået nogle rigtig gode venner, som jeg føler mig trygge ved -det betyder meget, når jeg ikke har nogen med mig, jeg kan tale med hvis jeg skulle blive ked. Inden jeg kom herned, havde jeg indtryk af, at ghaneserne ville være så anderledes af natur, at vi ikke kunne blive ”rigtige” venner. Ikke sådan ment, at vi ikke ville kunne ”hænge ud”, men jeg havde en opfattelse af, at der altid ville være en kulturforskel, der gjorde os ”ulige”. Det er ikke tilfældet -ikke med dem alle sammen i hvert fald.

Det er rigtigt, at vi er forskellige. Det er rigtigt, at vi stammer fra to helt forskellige kulturer. Det er også rigtigt, at jeg ved ting de ikke ved og det er rigtigt, at jeg nok altid vil have større mulighed for at gøre hvad jeg har lyst til, da jeg kommer fra et land med mulighed for at træffe lystbetonede beslutninger. Men det er misforstået, at man ikke kan være venner, det er misforstået at man ikke kan blive gensidigt fascineret at hinandens livssyn og kulturer.

Muhammed og jeg havde været på Tannis og få en sodavand -da vi skulle hjem var det blevet mørkt og vi kom til at snakke om stjernerne. Som da jeg var lille, lod jeg tankerne flyde -tænkt engang hvis der var liv på en anden planet -måske på en af de stjerner vi kunne se. Muhammed grinede og fortalte, at han forestillede sig, hvor små mennekser jeg måtte tænke på, hvis de skulle være på den lille skinnende plet oppe på himlen.
Jeg måtte så til at forklare, at stjernerne er langt væk, at de i virkeligheden kan være store som jorden. Han gjorde store øjne -det var han ikke klar over. Han spurgte videre ind til hvordan det kunne være, at månen ændrede form -og jeg måtte tænke mig om -og forklare jordens bane rundt om solen -og månens rundt om jordens. Jeg er ikke sikker på at han helt forstod det -men det var en fed snak.
Jeg har tænkt meget over, at det er da utroligt at en mand, der har gået i skole i 12 år ikke ved sådan noget -men samtidig er ”vigtigt viden” blevet sat lidt i perpektiv for mig. Det er jo ikke sådan, at det påvirker min hverdag at jeg ved hvordan solen, månen og jorden står i forhold til hinanden. Hvis mine undervisere i folkskolen havde fortalt mig det anderledes, og jeg havde vidst en anden ”sandhed” tror jeg ikke, min hverdag havde været særlig anerledes. Det er ikke sådan, at jeg mener at det, for verden som helhed, er ligegyldigt men som enkelt menneske, for interaktion med hinanden som mennekser og i relationen til det, der omgiver mig, kan en sådan slags viden være ”ligegyldig”. Det, der for mig er vigtigt, er i langt højere grad personers interesse i hinanden og ønske om at møde hinanden. Det kan måske lyde lidt ”søgt”, men jeg føler, at der er noget essentielt i mennsket, der ligger dybere end den viden man kan få klistret på sig. Ih nu lyder jeg jo næsten helt ny-religiøs og det har jeg jo for vane at tage rimelig meget afstand fra – af helt personlige årsager- men jeg har bare slet ikke noget problem med at finde fællesskab med dem hernede -selvom jeg kan fristes til at kalde deres vidensgrundlag begrænset. Men helt ærlig: hvis man ikke har penge til andet end mad på bordet, knokler for at få hverdagen til at hænge sammen, aldrig har været længere væk en evt. et besøg i hovedstaden, hvad skal man så bruge viden om jordens skygge på månen til? Og hvorfra skulle man dog finde overskudet til at søge den viden?

Nu kalder Anette -hun hun har lavet mad til mig her til aften. Dejligt, vi skal nok have noget med løg, tomater og auberginer. Det er nemlig de eneste grøntsager man kan få fortiden -det lyder måske ok men i længden er det en anelse kedeligt! Jeg savner selleri... sjovt ikk? Den det er altså det jeg savner mest -ud over jer selvfølgelig -også lige koldskål :)

Kram

Mine tær sveder!

2008-02-12T13:32:00.000-08:00

Jeg sidder til distriks konference. Mine tær sveder. Tumuneserne mener, det er koldt så de fire fans, der er i lokaler, står fuldstændig stille -nu hvor jeg kikker på dem, går det op for mig, hvor stille de egentlig står -kunne de dog ikke bevæge sig, bare en smule så jeg kunne mærke en stille brise hen over min dryppende pande -men nej, begynder faktisk at svede endnu mere jo mere jeg lægger mærke til hvor stille fanen står -jeg kikker væk igen, må hellere koncentrere mig om det jeg er her for: Konferencen.

Alle ansatte på kliniker i subdistrikerne er samlet for at formilde deres indsats det sidste år. Vi er ca. 50 mennesker. Ligenu er det en kvinde fra Nagubelle, der fremlægger. Hun har en flipover hvor al info i forvejen er skrevet ned med forskellig farve sprittush. Søjlediagrammer er fint lavet med en linial. Hun står med ryggen til og læser op hvad der står -alle tal læses op, det skal nævnes, at hun er en dårlig læser -men hun gør sig umage, går nogle gange kløjs i ordene. Hun har en mikrofon, hvor højtalerne larmer med en dyb tinitusagtig lyd, det betyder at det til tider er svært at høre hvad hun siger. Hold op hvor kunne hun godt bruge et fag kaldet ”performance skills”. De inviterede til konferencen sidder og småsludre -engang imellem ringer en mobil telefon -der er ofte vigtigt tror jeg -den bliver i hvert fald altid taget :)

Director har lige rejst sig for at bede de, der skal præsentere om at skynde sig lidt -der er nemlig forbold i aften, som han formoder alle gerne vil nå hjem og se ;)

Det er nogle interessante problemstillinger sygeplejeskerne tager op -eller de er i hvert fald anerledes. De klager over manglende elektricitet på deres kliniker, at de mangler et hegn hvilket resulterer i at geder, grise og andre dyr invaderer klinikerne -skider der og spiser af deres skralde spande. Den mangelende elektricitet betyder at vacciner mv. ikke kan holdes på køl. Mange vacciner er doneret fra vesten og det er jo rigtig fint det giver nogle flotte tal i statistikkerne hvor mange der har fået in indsprøjtning med fx poliovaccine men hvis de ikke hat været på køl er de ikke immuniseret -derved er de tal man kikker på så usikre som noget -uholdbart.

Guud -ham der nu står og præsentere subdistriktet Wellembelles tal er ham (Issa) der til Late Chief Funeral skar halsen over på geden og sugede blodet ud.Nu står han i fin hvis skjorte og snakker malaria incidens -jeg kan ikke rigtig abstrahere fra hans gøren og laden i sidste weekend.

Det er et meget godt billede på mangfoldigheden og rummelighed i samfundet hernede. Det er en god blanding af den traditionelle kultur og den moderne!

Det er blevet aften, klokken er kvart i ti og hele huset er gået i seng. Vi går ret tidligt i seng hernede efter en 8 timers arbejdsdag i den her varme er man godt kvæstet når kl nærmer sig 21.30. Jeg er dog ret glad for aftenerne og sidder tit lige og får en kop et eller andet på terrasen og kikker på den smukkeste stjernehimmel. Ligenu sidder jeg dog indenfor. Jeg har tvunget mig selv i lange bukser, strømper og langærmet pga malariamyggen -tvunget fordi det er 35 grader og jeg mest har lyst til at tage alt tøjet af. Heldigvis har vi dog aircons i huset -men havd hjælper det når der, som fx i dag, ikke er noget strøm i hele byen? Light out som det kaldes her sker faktisk efterhånden hver dag og det er (pisse-) besværligt da vi intet kan foretage os -totalt computerafhængige!
Det må være frustrerende at lave under så uvisse arbejdsbetingelser. Specielt fordi man ikke aner om light out varer 5 minutter eller, som i dag, 7 timer -derfor kan man sidde og bare vente vente vente -istedet for at foretage sig noget andet -som at holde fri ved poolen fx
Ja, vi har fået pool -eller det vil sige vi har købt et badebassin med en diameter på 1,3 meter!Det er mega lækkert og bare rolig mor -Rasmus har hængt et skildt op med ”hovedspring forbudt”.
Kram

Kan man elske to kvinder?

2008-02-12T13:30:00.000-08:00

IMCC projektet er jo nærmest skrædder syet til at sende kærestepar afsted. Men denne gang gør Anette og jeg det ud for et par.
Det skaber lidt forvirring hernede -hvor er dog vores husbands henne?? Når vi pænt fortæller at den rette endnu ikke er dukket op er de fleste villige til at tilbyde sig -faktisk kan sætningen ”I want to be your husband være sætning nr. to efter ”how are you”. Man kunne jo vælge at blive smigret meeen det har jo nok ikke så meget med at de synes jeg er klog, spændende, sød eller at jeg besidder en andre kvaliteter, de kunne sætte pris på. Mest af alt handler det nok om at min hudfarve afsløreat jeg kommer fra et rigt samfund -jeg er således en billet ud af Ghana. Jeg er ikke fået ind i en længere forklaring vedr. udlændingepolitikken i Danmark, samtidig ved jeg ikke... vhis nu jeg fandt en mand i Tumu, hvis han havde 1,2 eller 3 koner i forvejen ville de da kunne komme med via familiesammenføring? Cille, det må være dig der kan svare mig på det? Indtilvidere har Prince Charming dog ikke vist sig, men Anette og jeg har meget sjov med at udse os de unge Herrer i Tumu. Vores Motorcykel træner og vores Sissalilærer er på nuværende tidspunkt inde i varmen :)

Her i Ghana er det ganske normalt at have to eller flere koner på engang det har skabt nogle tanker -og diskussioner om hvorvidt man elske to kvinder på samme tid?
Muhammed, vores Motorcykeltræner mener, at det kan man bestemt og gav os et eksempel fra det virkelige liv: ”Jeg kender en, der har to koner. Han har ikke så mange penge. Sidste år købte han en motorcykel, en Yamaha AG-100( red: den synes Muhammed åbenbart er mega fed), til den ene kone, ventede et år til han havde råd til at købe endnu en til den anden -og de fik dem samtidig -det er da kærlig hed.” Om det for mig er bevis nok er jeg ikke sikker på men de 7 ghanesere, der sad rundt om bordet og lyttede men sagde at den var sgu god nok -de kendte ham også :)

Late Chiefs Funeral -skete det?

2008-02-12T13:15:00.000-08:00

Den tidligere høvdings begravelse fejres hvert år i slutningen af Januar. Det skulle vi selvfølgelig være med til. Vi havde af en ven, Danladi, fået fortalt at vi skulle være der tidligt -kl. 5 om morgenen. Allerede klokken 4.00 blev vi dog vækket af kanoner og skud fra høvdingepaladset og skyndte os derfor gennem Tumu i bælg-ravende mørke.
Vi blev mødt af ca. 100 negere, der dansede i ring, spillede på trommer, sang og hvinede. Jeg gjorde store store øjne -hvad skulle der mon ske? Mit hjerte hoppede op i halsen på mig hvert kvarter, når et skud blev affyret fra deres lange geværer. De gav et knald, der var så højt, at det skar i ørerne. Det faktum at de fleste var godt berusede, når de dansede rundt med de ladte geværer gjorde blot mine øjne større og ceremonien endnu mere interessant...

Efter et par timers dansen blev et optog af de deltagende skabt. Vi skulle nu gå gennem byen. Alt var bygget op omkring et slags rolle spil og vores venner var knap til at kende -som om de havde en anden personlighed i dagens anledning.
Vildest blev det dog, da Issa (en god af huset) deltog i et rollespil hvor en stakkels ged blev indvolveret: Der stod en 7-10 mænd og råbte lidt af hinanden, mens Issa holdt en ged fast; den så bange ud, havde helt udspildede øjne -jeg havde bange anelser: hvad der dog skulle med geden? Jeg kunne ikke længere have øjenkontakt med den. Pludselig tog Issa en kniv, skar halsen over på den, og i samme bevægelse tog han gedens hals op til munden og sugede blod ud af den. Geden virkede endnu levende, den rystede, men da jeg igen forsøgte at opnå øjenkontakt, var det blikket fraværende -livløst. Det beroligede mig -håbede den døde hurtigt og derved blev skånet for at opleve sig selv blive ofret. Issa gik da forrest i optoget, dansede en dyrisk dans -med geden og dens blod som konstant rekvisit. Resten af optoget støttede op om ritualet med trommer og skrig. Der opstod en eoforisk stemning -Issa var ikke til at kende -han bare sugede og sugede i gedens blodige hals -ærlig talt temmelig frastødende!
Således gik vi gennem byen, to andre mænd fik ligeledes lov at smage geden og der opstod endda skænderier og næsten slåskamp om hvis tur det var.
Det var en fantastisk oplevelse og meget afrikansk. Da jeg vente hjem til huset havde jeg en fornemmelse af, at det hele havde været en drøm -men jeg tjekkede mit kamera og jo, der var taget 215 billeder og optaget videoklip -så det var virkelig sket.

Mit dejlige hjem

2008-01-27T12:14:00.000-08:00

Hamatanen støver.. ih hvor den støver. Hamatanen er ørkenstormen fra Sahara. Jeg er jo ikke et hys menneske mht. støv men når det er så voldsomt at de går i mine slimhinder bliver jeg træt af det. Når jeg går i seng om aftenen ligger kan jeg når jeg trækker vejret lugte støvet. Jeg prøver at putte mit lagen hen over næsen men intet hjælper. Nu har det så udviklet sig til så irriterede slimhinder at jeg føler sig syg af det. Jeg nyser, min næse løber, jeg hoster og har ondt i hovedet. Men der var jo heller ingen, der sagde det udelukkende skulle være fryd og gammen at være i Afrika.

Fryd og gammen er ellers hvad jeg ellers ville beskrive de sidste par uger med. Efter 3 dages chillen ved Anamabo blandt palmer, kæmpe bølger, hummere og hvidvin kom vi endelig op nord på og jeg skulle se mit nye hjem. Jo nærmere vi kom Tumu (den by jeg skal bo i) jo mere nervøs blev jeg. Det er svært at beskrive hvad jeg var nervøs for -måske var jeg bare spændt. Rikke og Thomas der har været her i 11 måneder stod sammen med en vagt mand og tog i mod os i fint ghanesisk tøj. Da jeg stod ud af bilen blev jeg så overvældet at tårerne var ved at løbe ud over kanten. Jeg var jo ikke ked af det men det føltes som om jeg havde gået igennem meget for at nå hertil og endelig var jeg her -som en drøm der var gået i opfyldelse. Rikke og Thomas havde gjort det så fint med olielamper og stearinlys, de havde bygget et lille udehus af noget flet-halløj hvor vi spiste lasange, drak lidt øl og jeg faldt langsomt ned. Jeg nåede at hygge mig helt gevaldigt, og fik sagt til Rasmus at det her var det hyggeligste sted i hele verden.

Den fornemmelse af hygge har efter nu 1 uge i Tumu bestemt ikke fortaget sig. Her er virkelig fantastisk. Huset er meget større og flottere end jeg havde regnet med. Selv har jeg fået et fint værelse med en lille veranda og jeg har fået det indrettet fint med lyserødt myggenet, lyskæder og billeder på opslagstavlen af jer derhjemmefra. Anette og jeg deler halvdelen af huset -således at vi har et værelse hver, en fællesstue og køkken og bad. Derudover har vi et stort gæsteværelse til dem der kommer på visit :)Alt er utrolig smagfyldt med smukke blomster i en lille atrium gård og gekkoer over det hele. Udenfor har vi en lille fold med 2 geder (Foli og Puma) og deres kid. Det er ret hyggeligt -det er dem der med deres mæææen vækker os om morgenen -til irritation for dem der har været her længe men jeg synes jo det er simpelthen så landligt idyllisk - Lad os se hvor lange det holder :)

Vi spiser sammen hver aften og laver mad på skift det er en hyggelig ordning da vi således også når at hygge os med hinanden efter de lange arbejdsdage. Den sidste uge har arbejdet for mig mest bestået i at blive introduceret til diverse samarbejdspartnere samt at få besluttet hvilke opgaver der skal være mit hovedansvar. Jeg skal stå fo følgende: På sundhedsadministrationen DHMT (District Health Management Team) skal jeg stå for deres bibliotek og jeg får ansvaret for de træninger (fx PC-træninger) der skal laves. Jeg skal være kontakt person til civilsamfundet nok via Coalition of NGOs hvor jeg nok skal side med til møder mv. Deruderover er jeg blevet ansvarlig for Sissala District Reasearch Comittee og derved også kontakt person til universitet i Accra og Københavnsuniversitet. Tanken er at tiltrække forskere til området. Hmm så er jeg blevet computer ansvarlig hvilket ikke var mit største ønske men tog regnskabet så på den måde er det vist i orden :) til slut fik jeg tjansen som ansatte ansvarlig, dette består i at lave kontrakter, udbetale løn, tage samtaler osv med de ansatte vi har i privaten. Vi har 5 ansatte; 4 vagtmænd (Bukari, Sammy, Seduog Samadu)og en vaskedame der hedder Ja. Endnu ved jeg jo ikk så meget om hvad de forskellige poster indeholder men er spændt og glæder mig til at komme ordentlig i gang.

I morgen skal vi ud på et immuniseringsprogram. De er ved at lave et epidemiologisk studie for at finde ud af hvor godt børn i regionen er vaccineret samt hvilke årsager der kan være til at børnene ikke har fået de nødvendige vacciner. Det bliver interessant. De laver ikke helt studier som på Folkesundhed i Cph og der findes sikkert en masse bias, men her de første par måneder tror jeg det er vigtigt blot at suge til sig og ikke have kritiker brillerne på -derfor har jeg meldt mig som superviser til interviewerne i morgen, vi skal derfor tidligt op (kl halv seks) for at nå ud med cruiserne til de distrikter langt væk. Det bliver vildt.

Mine første dage i Afrika

2008-01-27T12:10:00.000-08:00

Jeg sidder ligenu under en fan, der på livet løs gør et forsøg på at afkøle mig. Jeg er I Accra, Ghanas hovedstad, er indlogeret på hotel Afia, der ligger lige ud til Atlanterhavet og herfra hvor jeg sidder kan jeg både se og høre havet og dets voldsomme bevælgelser ind over land.

Det er over en uge siden Anette og jeg ankom. Anette er min nye kollega, vi blev sammen udtaget i foråret 2007, har således brugt næsten et år på forberedelse, derfor tror jeg det for os begge har været rigtig tiltrængt endelig at komme afsted. Sara og Rasmus der nu har været her i et halvt år kom og hentede os i lufthavnen. Det var rigtig rart, da jeg selvom jeg har rejst meget følte mig på meget fremmed jord. Jeg var lidt spændt da jeg trådte ud af lufthavenen og de stod der og vinkede -havde de mon glædet sig til vi kom? De virkede som om de havde boet i Afrika altid. De var afslappede, tog vores baggage, førte os over til ”landcruiseren” og kørte gennem Accras håbløse traffik uden den mindste rynke i panden. Jeg var træt den aften, så træt at jeg efter jeg havde fået min nøgle krøb ind under tæppe og myggenet, læste et par linier og faldt i søvn.

Den sidste uges tid har vi haft travlt. Vi har haft en del officielle besøg og møder. Det er jo meningen jeg skal lære en hel del på de 14 måneder jeg skal være her har jeg opdaget :) De mest interessante har været besøget på den danske ambassade, HSSAO og besøg på et VCT-center.

På den danske ambassade mødte vi Camilla. Camilla er ansat ved DANIDA på sundhedsområdet og hun foralte os hvorledes DANIDA operere i Ghana og hvad de fremtidige planer er. Det er sådan at DANIDA hidtil har givet sektorstøtte. Dette betyder at det er Danida der definere at fx 400 milioner skal gå direkte til sundhed. Således var de sikre på at pengene blev brugt hvor de ønskede det. Det er man nu gået væk fra. Danida giver nu alle pengene til finansministeriet hvorefter Ghaneserne så selv kan fordele pengene. Ideen er at man ønsker at give mere ansvar til de Afrikanske lande. Det er spændende hvordan det udvikler sig -om det om et par år vil komme frem hvor mange penge der er forsvundet til koruption og andet og at man derfor vil begynde at ude projekt støtte igen eller om de faktisk kan lave op til ansvaret??!! Således er man også skærer man også ned på den tekniske støtte -altså eksperter der kommer og yder rådgivning eller andet -det synes jeg er ærgeligt, men er jo ikke så meget inde i det endnu til at danne mig en egentlig holdning :)

De næste par dage skal vi bruge på at slappe af ved en dejlig strand, drikke gin og tonics og lære hinanden bedre at kende. Det bliver rigtig dejligt omend jeg har rigtig meget lyst til at komme op nord på og se hvor jeg skal bo de næste 14 måneder af mit liv -men jeg må fatte mig med tålmodighed og bare nyde at jeg er væk fra stress, væk fra uni og blt skal være her og nyde alle de nye sanseindtryk der hver dag rammer alle 6(?).

Endelig afsted

2008-01-15T06:28:00.000-08:00

Det var godt nok en hektisk tid, de sidste par uger i Danmark. Jeg fik juleferie d. 20, troede jeg, men ferie kan man vist ikke helt kalde det. Jeg havde 117 ting der skulle ordnes inden afrejse. Der skulle købes julegaver, venindes fødselsdag, jul med mors familie, indkøb til afskedsfest, visum-ansøgning til henholdsvis Burkina Faso og Ghana, jul med fars familie, afholdelse af afskedsfest, oprydning efter afskedsfest, tømmermænd, finde en lejer til min lejlighed, da broreren ikke alligevel ville, ny visum ansøning da Ghanas ambasade hævdede ikke at have modtaget den forrige (om det havde noget at gøre med, at jeg havde puttet 500 kr. i konvolutten?), middag med søs, Nytårsaften, tømmermænd, fars fødselsdag, køre til ballerup for personligt at at aflevere forsikringspapirer, så de kunne nå at lave dem klar, oprydning i lejlighed, hente boltsaks så jeg kunne åbne mit kælderum, da jeg selvfølgelig havde smit nøglen væk, kaffe med veninde, nedpakning af lejlighed, ven kom forbi med thaimad, identifikation af blodtype, hjem til veninde og drikke vino og sige på gensyn, på ghanas ambasade, visum ikke klar (2 dage til afrejse ingen hverdage tilbage...stress??!!), 5 timers ventetid, ringe til far, få ham til at hente vigtige pairer på Panum, løbe på apoteket, bestille malariamedicin, tilbage til amasaden, visum færdigt, ind i bilen "åh nej har kun fået til tre måneder -var det ikke 14 jeg skulle være væk??" Hjem, flytte ting i kælderen, ikke færdig, men der er afskedsmiddag hos mor....Hjem til mor, en halv time forsinket til egen middag, rødvin, hygge, cigaret, arrgghhh stress udslæt i hovedet???, nå pyt var med mine nærmeste, mere rødvin, ost, mere rødvin, ævlen kævlen, dejligt! Kaffe på sengen, hovedpine, tvinges op, ud i lejlighed, nedpakning, besøg af søs og familie, morgenmad, kaffe, afsked, tårer... Besøg af anden søs, besøg af bror dejlig snak, nedpakning, nedpakning, nedpakning, ting i kælder, gøre rent, tage afsked med Hothers plads, ind til mor, flæskesteg, ind på URK -afslutning, computeren kan ikke tændes årrgggghhh, kopiering af pas.. kopimanskinen virker ikke, fuck det! Tilbage til mor -det sner -er hunde koldt, musik, ompakning....kaffe....hygge....rolig snak....mor reder seng.... kufferterne er pakket, rygsækken pakket, jeg har pas, visum, flytider, klokken er eleve og jeg er faktisk rolig. Jeg har tingene i orden føler jeg. Ida og jeg skal sove ved siden af hinanden, hun læser højt for mig så jeg ligger bare - lytter og falder langsomt i søvn. Næste morgen vågner jeg tidligt. Mor er allerede oppe, så der er frisk kaffe på kanden. Det er mørkt udenfor, men jeg tror sneen er smeltet. De andre vågner langsomt. Jeg færdiggøre mit regnskab, der skal sendes til kasseren i Danmark, men jeg spiser de scrambled eggs jeg lige har lavet mig. I god tid går vi ned mod stationen, her møder vi Camilla, hun tager med i lufthavnen ligesom Nanna og far dukker op til et sidste farvel.

Jeg var godt klar over at mine kufferter var tunge, men da jeg måtte have 46 kilo med tænkte jeg at det nok gik -det gjorde det ikke, jeg måtte tage 3 fagbøger, Medicinens Historie og MAO bogen ud af taskerne før jeg kunne tjekke ind, men ellers gik alt som smurt, flyveturen, det hele! At min store back-pack rygsæk ikke kom frem til Accra tog jeg med et smil, det kunne jeg fordi jeg mærkede varmen, da jeg steg ud af flyet. Jeg kunne skimte Sara og Rasmus -vores nye kolleger, der stod og ventede på os. Jeg var endelig i Ghana.

2007-11-29T09:30:00.000-08:00

Syrien

2007-11-29T09:22:00.000-08:00

2007-11-28T14:54:00.000-08:00

Syrien..

2007-11-28T14:34:00.000-08:00

Her er dejlige billeder fra Syrien... jeg skulle bare lige se hvordan det mon fungerede hvis jeg puttede flere billeder ind på en gang...

Uploade billeder?

2007-11-27T04:32:00.000-08:00

Jeg skal jo også lige lære det det med at up-loadebilleder! Sidder og skriver eksamensopgave..men det er er jo ufatteli vigtigt at lære inden jeg rejser ikk´?

...og hvor er man smuk...

Jeg forsøger..

2007-11-24T09:55:00.001-08:00

Nu skal jeg jo snart afsted og har hørt det er godt med en blog...

Det er svært!

/M